Gastro Avisen

Mad, smag og byliv i Trekantområdet og på Vestfyn.

gastroavisen.dk › Restauranter

En bydel, der endelig har fået sit alrum

En onsdag i april. Solen over Kanalbyen efter dages blæst. En burger, der måtte til, og en frokost, der fortæller, hvor byen er på vej hen.

En bydel, der endelig har fået sit alrum

En onsdag i april. Solen over Kanalbyen efter dages blæst. En burger, der måtte til, og en frokost, der fortæller, hvor byen er på vej hen.

Foråret slår igennem i Kanalbyen på den måde, forår gør, når man har ventet længe nok. Vinden, der har stået ind fra Lillebælt i ugevis, har lagt sig. Lyset falder skråt mellem de nye karréer, kanalen ligger blank, og sivene langs betonkanten står helt stille, som om de også lige skal vænne sig til tanken om, at det nu er sådan en slags vejr, man har.

Kanalbyen har fået tid. Det mærkes. For få år siden var her stadig noget, der mindede om et byggefelt med ambitioner. I dag er der bygget nok til, at området har sit eget miljø. Boligkarréerne er fyldte, Promenaden og Carolinelunden står med lys i vinduerne, og der går mennesker langs kanalen på en måde, der ikke længere virker, som om de er på besøg. De bor her.

Fra Ene til Ved Kanalen

Kongensgade 150 har haft flere liv. Restauranten her begyndte som Ros i Jyllandsgade, blev til Ene, da Areewan Erlandsen og Euan Donaldson overtog i 2020, og flyttede ud til kanalen året efter. To gange blev den kåret som byens bedste. Så kom sparringspartnerne Gitte og Per Helios Baun ind i ejerkredsen, og ved årsskiftet skete det, man kunne mærke lå i luften. Navnet skiftede. Konceptet gjorde det samme. Fra fine dining mod noget mere uformelt. En nordisk bistro, vin- og kaffebar.

Det skal ikke være et sted, hvor man føler, man har været i økonomisk undtagelsestilstand bagefter. Det skal være et sted, man vender tilbage til.

Per Helios Baun, medejer

Malthe i køkkenet

I køkkenet står Malthe Bruun Nielsen. 26 år, født på Tåsinge, uddannet på Grand Hotel i Odense, med den slags gastronomisk ståsted, der ikke råber. Sovse. Supper. Langtidsbraiserede retter. Det klassiske håndværk, der ikke ser svært ud, men som bliver virkelig godt, når man gør det helt rigtigt.

Når folk kommer her, er det meget personligt for mig. Det føles lidt som at invitere folk hjem.

Malthe Bruun Nielsen, køkkenchef

Frokosten

Betjeningen er venlig uden at være anstrengt. Vi vælger at sidde nedenunder, hvor lyset falder ind gennem de høje vinduer og gør kanalen til en del af rummet. Menukortet lander på bordet, vandet kommer først, og lige efter et lunt brød med smør. Den slags detalje, der fortæller mere om et køkken end nogen hovedret.

Det pocherede og friterede æg kommer først. En bid barndom tegnet med voksen hånd. Ægget ligger som en lille eksplosion af tekstur over svampe à la creme, toppet med friske urter og ristet brød, der suger det hele til sig. Det er den slags ret, Malthe taler om, når han siger, at han hellere vil bruge tid på at koge og bygge smag op fra bunden. Man smager det.

Rødspættefiletten er det andet stykke smørrebrød. Sprødstegt fisk, hjemmemørt remoulade, citron og urter. En klassiker, der står og falder med, om køkkenet gider gøre sig umage med den. Det gør dette. Fisken er stegt, så panering og kød følges ad, remouladen bærer præg af en hånd og ikke et industrielt bæger.

Burgeren

Til hovedret burgeren. 200 gram oksekød, røget Vesterhavs ost, salat, syltede agurker, bacon og løgkompot, sprøde løg, pommes frites. Raffineret med mange smagsnuancer, lag der åbner sig efterhånden som man spiser sig ind i den. Osten er røget og modnet nok til at bære sin egen karakter igennem resten af konstruktionen, og den finder en slags samtale med løgkompottens sødme. Fritterne var sprøde hele vejen ind til kernen. Ikke for pæne, ikke for sporadiske. Bare rigtige.

Alrummet

Indvendigt fremstår Ved Kanalen nymalet. Farverne er trukket mod det varmere, mod det blødere, mod noget mere bistro. Men udsigten er den samme. Kanalen, sivene, det metalliske skær hen over vandet, når vinden tager fat. Det er luksus, der ikke behøver at være dyr, fordi den allerede er der.

Kanalbyen har ventet på sådan et sted. En bydel kan bygges på tegnebrdt. Et alrum kan ikke. Det opstår kun, når nogen holder dørene åbne længe nok til, at folk tør kalde det deres.

Ved Kanalen er på vej til at blive det sted.

Ved Kanalen · Kongensgade 150, Kanalbyen · Åbner onsdag–fredag 11.30, lørdag 11.30–23.30, søndag 11.30–16.00 · Mandag–tirsdag lukket · ved-kanalen.dk · tlf. 75 51 01 10

Del artiklen

Læs også

Peter Lunds opskrifter vender tilbage – bag et kommende gourmetprojekt ved LillebæltSimon Faber har været overborgmester i Flensborg: Nu er hans mission at gøre Fredericias historie kendt uden for voldeneUgens Jay's: Grete HøjgaardBaristapriser kræver vel baristakvalitet - Cappuccino er ikke bare kaffe med kogt mælk der lugter af risengrød